Sider

søndag den 28. august 2011

Klassisk Malerværksted - efterår 2011

Kære elever til kurset Klassisk Malerværksted.
Så er det ved at være tid til at finde grejet frem til et efterår med fokus på klassisk maleri og tegning. Dette kursus er som nævnt en workshop hvor vi kommer til at gennemgå de forskellige "klassiske"  udtryksformer og materialer. Min erfaring er at det giver stor kunstnerisk frihed og sikkerhed at have smagt på alle de forskellige materialer, da man aldrig ved om der gemmer sig en god overraskelse for en i et materiale man ikke har prøvet før. Du har måske stiftet bekendtskab med nogle af de ting vi skal gennemgå, men med dette kursus skulle du gerne opnå en større sikkerhed inden for alle de forskellige materialer.

Der vil fra gang til gang være information om hvad du skal bruge. Dette blogindlæg kommer til at tjene som kommunikationsmiddel hele kurset igennem. Du kan altid finde dette blogindlæg ved at klikke på KLM efterår 2011 under menuen "etiketter" i højre side.

Den første mødegang skal vi arbejde med blyant og kul tegning. Jeg vil gerne bede dig om at medbringe følgende:
- blyanter: H, HB, 2B og ca 7B.
- "blyantsstykke" så blødt som muligt, gerne 9B. Det må ikke være lakeret. Faconen er underordnet.
- kul.  gerne to kulstifter ( "blyanter"), et fedt stykke presset kul af en slags, samt naturligt kul (brændte kviste). Der findes et utal af mærker og typer af kul, men find nogle "eksemplarer" du synes virker tiltalende for dig.
- et par små billige flade eller filbert("kattetungeformede") pensler. Søstrene Grene kvalitet er helt fin. circa str. 2-4-6 stykker.

- et par tegnestubbe i forskellige størrelser.

- et lille stykke fint sandpapir.

- hobbykniv.

- blyantspidser.

- lidt vat og køkkenrulle.

- knetgummi.

- viskelæder.

- papir i A3 eller større. Vi kommer til at tage en grundig snak om papir. Medbring denne gang blot hvad du har eller kan få fat i. Det behøver ikke være dyr kvalitet. standard kvalitet kopipapir kan være udmærket til skitser i blyant i første omgang. Kul kan godt være lidt mere krævende papirmæssigt, det kan være godt med noget papir der ikke er alt for glat. Men se hvad du har.

- på kurset vil du i stort omfang selv blive herre over hvilke slags motiver du gerne vil arbejde med. Jeg vil gerne bede dig om at medbringe de motiver fra gang til gang du gerne vil arbejde med eller ud fra. Det kan både være efter foto eller efter genstande.  Medbring allerede første gang et motiv/motiver du gerne vil arbejde med.


Da der vil blive en del undervisning og information om materialer, kan det være du gerne vil skrive noget af det ned, så husk skrivegrej og en notesblok eller lignende. Desuden kan det være en god ide at have en mappe til at fragte tegninger frem og tilbage i. Den første mødegang skal vi selfølgelig snakke meget mere om hvad der kommer til at ske i løbet af kurset, men dette er alt for nu :o)

Vel mødt!

Venlig hilsen
Ida Andersen Lang

Klassisk Tegning - efterår 2011

Kære Elever på kurset "Klassisk Tegning" efterår 2011

Velkomment til kursus i klassisk tegning, kurset hvor du én gang for alle vil få skovlen under at tegne figurativt :o)
Her er en liste over de fleste af de ting du skal bruge på kurset. Hold desuden øje med dette blogindlæg, da det vil komme til at fungere som kommunikationsmiddel på kurset, hele sæsonen igennem. Der vil komme til at stå god tid i forvejen fra gang til gang hvad du skal have med til næste gang.

Du kan altid finde dette blogindlæg ved at klikke på KLT efterår 2011 i menuen "etiketter" i højre side

Her følger en liste over de fleste af de materialer du skal bruge til kurset:

1) Papir i A3 samt A4 størrelse. Som det billigste alternativ foreslår jeg at du køber et par pakker kopipapir i denne størrelse. Det skal være helt almindelig standard papir i en billig kvalitet, ikke de dyrere typer kopipapir til farveprint osv, de er for glatte. Du kan også købe rigtigt tegnepapir, dette er et lidt dyrere alternativ, men selvfølgelig også lidt mere lækkert. Da vi kommer til at lave mange mange hurtige skitser er der ingen grund til i første omgang at købe dyrt papir.

2) Ét stykke skumpap, sort eller hvidt. Tykkelsen er underordnet.

3) Blyanter. Vi skal som udgangspunkt arbejde med blyanter i H2, HB, B2, samt ca. 7B eller deromkring. Køb en eller to af hver slags til at starte med. Hvad angår mærker er der mange gode. Jeg kan f.eks anbefale Staedtler, Derwent eller Caran D´ache. (vær dog opmærksom på at Staedtlers 8B og 9B ikke er rigtige blyanter. Du kan i vores sammenhæng kun bruge op til 7B i dette mærke)

4) "Blyantsstykke", rundt, ottekantet eller firkantet, så højt nummer som muligt, gerne 9B. Ét styk

5) Knetgummi. 1 stk (en slags modellerbart viskelæder)

6) Viskelæder, helt almindeligt, jeg anbefaler Staedtler, fås i enhver boghandel.

7) Lidt vat og køkkenrulle, hav blot lidt med.

8) En mappe i A3 størrelse. Disse fås i mange afskygninger og priser. Det kommer sig ikke så nøje, bare den er A3 størrelse.

9) sort "kinesertråd".

10) Malertape, medium bred.

11) To klare plastlommer eller overheadtransparenter.

12) Saks, lineal ca. 40 cm, samt en hobbykniv og en blyantspidser.


Det var det hele. Den første undervisningsgang skal du blot medbringe: A3 mappe, rigeligt med papir, ca 20 af hver størrelse (så skulle du være på den sikre side) samt HB blyant og blyantspidser og/eller hobbykniv.

Vi kommer på kurset til at tegne meget intensivt, og erfaringen viser at det brænder en utrolig masse kalorier af. Så det kan være en god ide at medbringe lidt at spise og drikke til en pause undervejs, så man ikke går kold.

Vel mødt til et kursus hvor du vil få mange timers tegning under neglene!

Venlig hilsen
Ida Andersen Lang